Indledende afsnit: Hverdag i et diktatur.

  • Skriv individuelt i 5 minutter om: Hvordan tror du, din dag vil være, hvis du befandt dig i et land med diktatur? Forestil dig, at du i dag var vågnet op i et diktatur – i et land, hvor en diktator har magten, hvor du ikke kan stole på politi, retssystemet eller andre offentlige myndigheder, og hvor dine rettigheder ikke respekteres. Beskriv helt konkret, Hvordan din dag i dag ville have set ud, hvis du var vågnet op i et diktatur.

Parøvelse: Snak to-og-to om, hvordan jeres dag i dag ville være, hvis I var vågnet op i et diktatur

  • Hvordan ser hverdagen ud i et diktatur? 
  • Hvordan adskiller den sig fra vores hverdag?

7.1: Politik og politiske styreformer

Styreformer i stater – brug tabel i PowerPoint.

  1. Undersøg, hvor mange stater i verden der har diktatur.
  2. Research i grupper inddelt fx efter områder - lande med diktatur, teokrati og demokrati
  3. Fremlæg på klassen, hvad I er kommet frem til.
  4. Sammenlign Dahls fem kriterier i lande med diktatur, teokrati og demokrati – brug tabel i PowerPoint.

Demokrati i Danmark. 

  1. Demokratiet er kernen i det danske politiske system. Grundloven er i den forbindelse central at være opmærksom på. Du skal kunne begrunde, hvorfor den danske Grundlov er helt afgørende for det danske demokratiske politiske system. Du må bruge nettet for at løse denne opgave.
  2. Overordnet vil man sige, at det er et demokrati. Men kan du få øje på autokratiske og teokratiske tendenser? Se fx i Grundloven.

Fordele og ulemper ved styreformer

  1. Diskuter i en gruppe på tre personer, om demokrati som politisk styreform er en bedre styreform end autokrati eller teokrati. I må gerne mene, at demokrati er det bedste, men I skal kunne komme med en faglig begrundelse for, hvorfor I så mener dette. 

7.2 Hvad er et demokrati?

Det danske demokrati

  1. Undersøg om Danmark lever op til Dahls fem kriterier for et demokrati. 
  2. Sammenlign Danmark med udvalgte lande og undersøg, hvordan de lever op til Dahls fem kriterier for et demokrati. 
  3. Diskutér, om Dahls fem kriterier for et demokrati er tilstrækkelige, eller om der skal tilføjes noget.

Direkte og repræsentativt demokrati

  1. Research - Find eksempler på elementer af direkte og repræsentativt demokrati i Danmark og andre demokratiske lande fx Schweitz.

Konkurrencedemokratiske og deltagelsesdemokratiske elementer i Danmark – brug tabel i PowerPoint.

  1. Gruppeøvelse - Undersøg konkurrencedemokratiske og deltagelsesdemokratiske elementer i Danmark. I det danske demokrati er der:
    1. Valg til Folketinget
    2. Valg til elevrådet
    3. Politisk debat i sociale medier
    4. Valg til kommunalbestyrelser
    5. Idrætsforeninger med bestyrelser
    6. Elevrådet deltager i beslutninger
    7. Debat i TV og aviser
    8. Folkeafstemninger om EU
    9. Folkemødet på Bornholm
    10. Find selv på flere.
  2. Er disse konkurrencedemokratiske og/eller deltagelsesdemokratiske elementer?

Det seneste folketingsvalg og folkeafstemning 

  1. Find det seneste folketingsvalg i Danmark. 
  2. Find også frem til seneste folkeafstemning. 
  3. Undersøg forskellene på disse, og hvorfor det ene er indirekte demokratisk og den andet er direkte demokratisk.
  4. Diskuter med din makker fordele og ulemper ved henholdsvis et deltagelses- og konkurrencedemokrati og udfyld samtidigt skemaet nedenfor.

 

 

Jeres drømmedemokrati

  1. Se debatfilmen om det danske demokratis kendetegn. Sæt jer i en gruppe af fire. 
  2. Diskuter hvilket form for demokrati I mener vi har i Danmark. Og hvad jeres drømmedemokrati/drømmestyreform er. Begrund, hvorfor jeres drømmesamfund ser ud som det gør, samt hvordan I tror det ville kunne opnås?

7.3 Eastons model, magt og magtdelingslære

Indledende øvelse om indflydelse

  1. Skriv individuelt i 5 minutter om: I samfundet kan jeg få indflydelse på … fx skolens hverdag

Politik og Easton

  1. Politik kan være meget vanskeligt at afgrænse, fordi der kan findes politik i stort set alt, hvad vi mennesker beskæftiger os med. Diskutér derfor:
    1. Hvad mener David Easton med, at: ”Politik drejer sig om den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund”?
    2. Hvor I støder på politik i jeres hverdag? 
    3. Har politik grænser? Eller er alt politisk? 

Feedbackmekanismen

  1. Forsøg i grupper at finde konkrete eksempler på, at feedbackelementet i Eastons model af det politiske system virker i Danmark. Find eksempler på politiske emner, hvor det politiske system har skiftet holdning, fordi feedbacken fra samfundet var meget markant. Fx er der eksempler på, hvor regeringen har lagt et politisk udspil frem i offentligheden for derefter at ændre det, bl.a. fordi mange borgere, eller store virksomheder, har kritiseret udspillet.

Øvelse om magt – brug tabel i PowerPoint:

  1. Skriv individuelt i 5 minutter om: Jeg har magt … fx over mine små søskende eller til at demonstrere.
  2. Er det du har skrevet udtryk for:
    1. Direkte magt
    2. Indirekte magt
      1. Bevidsthedskontrollerende magt
      2. Diskursiv magt
      3. Institutionel magt

FedFront og magt

  1. Se debatfilmen, hvor FedFront taler om kropsidealer. Forklar, hvordan aktivisme kan være et middel til at få magten over dit eget liv. På hvilke områder kunne du godt tænke dig at få mere magt?

Hvem har magten over dig?

  1. Undersøg, om du har magten over dit eget liv. Besvar spørgsmålene med udgangspunkt i de forskellige arenaer, du indgår i. For eksempel din skole, dit hjem, din vennekreds, dit arbejde, i trafikken, de butikker du handler i osv. 
    1. Hvem bestemmer, hvad der er værdifuldt i dit liv? 
    2. Hvem bestemmer, hvordan værdierne i dit liv skal fordeles? 
    3. Hvordan afgøres det, hvorvidt du selv må træffe beslutninger eller om beslutningerne skal træffes sammen med eller af andre? 
    4. Hvordan og ud fra hvilke kriterier træffes beslutningerne?
  2. Brug nu de fem forskellige magtbegreber fra tekstboks 7.1 til at analysere de strategier, du benytter i din hverdag over for dine forældre, venner, i skolen, på jobbet osv. Er der nogle af de forskellige magtbegreber som er meget tydelige i din strategi? Brug magtbegreberne:
    1. Direkte magt
    2. Indirekte magt
      1. Bevidsthedskontrollerende magt
      2. Diskursiv magt
      3. Institutionel magt

Magt og medier

  1. Find og udvælg nogle forskellige artikler på Internettet der behandler politiske emner. 
  2. Analyser artiklerne ved hjælp af de forskellige magtbegreber i tekstboks 7.1, så du kan forklare, hvilke forskellige magtformer benyttes af de forskellige aktører, der nævnes i artiklerne. Husk i den forbindelse at overveje følgende tre ting: 
    1. Hvilke aktører der ofte har meget magt? 
    2. Hvilke former for magt har de? 
    3. Og hvorfor har de denne magt?

Aktører og magt

  1. Nogle aktører har ofte mere magt end andre, fordi deres magtressourcer er større. Magtressourcerne kan fx være 
    1. økonomiske magtressourcer (penge). 
    2. symbolske magtressourcer (position i samfundet dvs. stilling, navn osv.). 
    3. sociale magtressourcer (netværk, evner til at kommunikere, karisma). 
    4. kulturelle magtressourcer (uddannelsesniveau, dannelse). 
  2. Diskuter om man kan forklare menneskers magt ved at kigge på deres forskellige ressourcer?

7.4 Parlamentariske og præsidentielle politiske systemer

Undersøg forskellige lande 

  1. Find og undersøg valgresultatet fra det sidst afholdte Folketingsvalg. 
    1. Hvilke partier blev valgt ind i folketinget?
    2. Hvor mange partier kom i folketinget?
    3. Hvilke partier er regeringspartier, støttepartier og oppositionspartier?
    4. Hvilke partier har den udøvende magt?
  2. Find og undersøg valgresultatet i andre lande med både præsidentielle politiske systemer. 
    1. Hvilke partier blev valgt ind i parlamentet?
    2. Hvor mange partier kom i parlamentet?
    3. Hvilke partier er regeringspartier og oppositionspartier og eventuelt støttepartier?
    4. Hvilke partier har den udøvende magt?
  3. Sammenlign de lande,  I har undersøgt. Hvad er forskelle og ligheder mellem lande med parlamentariske og præsidentielle styreformer? 

7.5 Den parlamentariske styringskæde og lovgivningsprocessen

Den parlamentariske styringskæde

  1. Se instruktionsfilmen: Hvordan fungerer den parlamentariske styringskæde? 
  2. Forklar derefter din sidemand om den parlamentariske styringskæde. Inddrag derefter figur 7.7 i din forklaring. 
  3. Diskutér med din sidemand, hvad forskellen er på figur 7.7 og figur 7.8. Hvad har fx størst indflydelse på dine holdninger – techvirksomheder, Folketinget, eksperter, politiske partier eller embedsmænd og -kvinder?

Lovgivningsprocessen

  1. Sæt dig sammen med to andre. 
  2. Hvilke lovændringer eller vedtagelser har været dækket i medierne for nyligt? 
  3. Vælg denne som case til at arbejde med den danske lovgivningsproces. Brug især Folketingets hjemmeside i jeres undersøgelse. 
  4. Brug casen til at følge, hvordan et lovforslag bevæger sig gennem høringer, folketingsbehandlinger, udvalgsarbejde, betænkninger, kritik i medier osv.

7.6: Udlandets indflydelse på de politiske beslutningsprocesser i Danmark

Danmarks suverænitet

  1. Diskuter i en gruppe, hvorfor Danmark har valgt at afgive en del suverænitet (selvbestemmelsesret) til EU.
  2. Gå ind på de politiske partiers hjemmesider og find ud af, hvilke holdninger partierne har til det europæiske samarbejde. Brug Folketingets hjemmeside til hurtigt at sammenligne partiernes EU-politik.

EU’s love

  1. Gå sammen i grupper. Undersøg EU direktiver og forordninger på internettet, herunder plasticdirektivet og forordningen om databeskyttelse. 
  2. Fremlæg disse for klassen. 
  3. Diskutér forskellen på direktivet og forordningen.
  4. Diskutér jeres egne holdninger til EU, herunder hvilket samarbejde Danmark dels har med EU, og hvilket samarbejde I mener, Danmark burde have med EU.

 

7.7: Rigsfællesskabet mellem Grønland, Færøerne og Danmark

Indledende øvelse om indflydelse

  1. Skriv individuelt i 5 minutter om: Er Danmark en småstat, når vi ser på Rigsfællesskabet?

Research på grønlandsk politik

  1. Hvilke partier og personer sidder i Inatsisartut?
  2. Hvad er de største aktuelle emner på den politiske dagsorden I Grønland?
  3. Hvad står de grønlandske partier for ideologisk og i aktuelle politiske sager?
  4. Hvad mener de grønlandske partier om Rigsfællesskabets fremtid?
  5. Hvem har magten i Naalakkersuisut?

Diskutér Rigsfællesskabet fremtid. Brug bl.a. begreber som: '

  1. intern suverænitet og ekstern suverænitet
  2. den postkoloniale tilgang
  3. koloniarv-teorien
  4. national identitet
  5. erfaringerne fra Spiralsagen
  • tre argumenter er repræsenteret i bogen vedrørende Grønlands og Rigsfællesskabet fremtid

7.8 Stats- og medborgerskab

Din politiske deltagelse

  1. Lav en liste over alle de partier, du kender - også dem, som ikke er i folketinget. 
  2. Lav også en liste over interesseorganisationer, du kender og en liste over græsrodsbevægelser, du kender. 
  3. Hvad ønsker de forskellige? 
  4. Fortæl din sidemakker om din liste. Er der nogle af dem som I kunne forestille jer at blive en del af?

Hvordan betyder statsborgerskab, medborgerskab og modborgerskab?

  1. Se instruktionsfilmen: Hvordan betyder statsborgerskab, medborgerskab og modborgerskab? 
  2. Forklar derefter din sidemand, hvad statsborgerskab, medborgerskab og modborgerskab er. 

Partier og medborgerskab

  1. Se begrebsfilmen, hvor Aydin Soei forklarer, hvad modborgerskab er. 
  2. Fortæl din sidemakker hvad begrebet: modborger betyder. 
  3. Diskuter, hvordan folk bliver modborgere? Og hvordan det kan undgås?

Samfundssind

  1. Hurtigskrivning: Skriv løs i 5 minutter om, hvad begrebet samfundssind betyder. 
  2. Fremlæg de elementer, du synes er vigtigst.

Diskrimination

  1. Se film om diskrimination og forklar, hvorfor nogle borgere kan blive diskrimineret på forskellige måder. 
  2. Kobl det sammen med forskellige typer at magt i tekstboks 7.1. 
  3. Hvordan kan forskellige typer af magtanvendelse fører til diskrimination?
  4. Undersøg debattonen i debatter fx på sociale medier, i debatprogrammer på TV, osv. Er der forskellige normer i de forskellige debatter? 
  5. Diskutér, om der er mere eller mindre diskrimination i de forskellige debatter.

Rettigheder og pligter

  1. Se debatfilmen om rettigheder og pligter i Danmark. 
  2. I filmen er der en del snak om menneskerettigheder. Hvad siger de forskellige debattører om menneskerettigheder? Hvad ved du om menneskerettigheder? Brug nettet til at undersøge, hvad det vil sige, at noget er en menneskerettighed.
  3. Undersøg, hvad menneskerettighederne konkret handler om – sammenlign menneskerettighederne i Danmark, Europa og i FN – er det de samme, eller er der forskelle?
  4. Læs tekstboks 7.2 og diskuter i grupper, hvorfor retssystemet er vigtigt for henholdsvis demokratiet og menneskerettighederne? 
  5. Afslut jeres diskussion med at skrive en argumentation for menneskerettigheder og demokrati – og hvor i lægger vægt på vigtigheden af et retssystem.

Transpersoners rettigheder

  1. Se debatfilm om transpersoners rettigheder. 
  2. En forudsætning for, at menneskerettighederne overholdes, og at vi kan kalde os et demokrati, er, at vi i Danmark har et retssamfund. Tag udgangspunkt i filmen, men brug også nettet til at tale om lighed for loven, formel ligestilling, menneskerettigheder og Danmark som retssamfund.

7.9 Udfordringer mod den politiske deltagelse og demokratiet

Deltagelsesmuligheder

  1. Sæt dig i en gruppe. Se debatfilmen om deltagelsesmuligheder i demokratiet.
  2. Undersøg, hvordan I kan få indflydelse på det samfund, I lever i. Lav en kort idébrainstorm over, hvordan I kan få mere indflydelse på samfundet?
  3. Præsenter til slut jeres bedste idé foran klassen. Forklar, hvordan den kan gennemføres.

Når jeg skal stemme

  1. Se debatfilmen om unges lave valgdeltagelse. 
  2. Diskuter med din sidemakker: Når du fylder 18 og kan stemme: 
    1. Hvilke emner vil være vigtige for dig? 
    2. Hvad ville få dig til at stemme på et parti og ikke på et andet? 
    3. Vil du bruge din stemme? 
    4. Hvorfor, hvorfor ikke? 
  3. Efter du har diskuteret det med din sidemakker, kan I tage diskussionen i klassen.

Diskuter hypoteser om demokratiske udfordringer

  1. Læs derefter følgende tre hypoteser og diskuter i gruppen, hvorvidt hypoteserne kan bekræftes eller afkræftes:
    1. Danskerne er blevet for dovne til demokrati? Fordi danskerne kun gider demokratiet når de skal stemme en gang hvert fjerde år – ellers rager det dem en fjer.
    2. Det danske demokrati er i dag blevet en falsk varebetegnelse, fordi det kun er akademikere som sidder inde på Christiansborg og regerer over landet. Det Parlament som skulle repræsentere folket er blevet reduceret til et snævert akademikerstyre.
    3. Det danske demokrati er blevet til et nationalt brand eller reklamesøjle, som vi bryster os med, men som ikke hænger sammen med den virkelighed, som vi alle sammen lever i, fordi det er blevet vanskeligere for enkeltpersoner, grupper og små organisationer at kritisere magthaverne, ligesom det er blevet langt vanskeligere for medierne at kritisere magthaverne.